Tunø fyrtårn

Tunø Fyr set fra syd

Gammel arkitekttegning af Tunø Fyrtårn

 

Kilde: www.fyrtaarne.dk

Tunø fyr er oprettet i 1801 og er, som det tydeligt ses af billedet, specielt ved at være indrettet i tårnet på Tunø kirke. Ideen til indretning af fyr i kirketårnet tilskrives Poul Løwenørn (Se artikel nedenfor), som under en tjenesterejse i 1798 blev præsenteret for ønsket om et fyr på Tunø.
Det startede som et lampefyr, som i 1846 blev erstattet af et linseapparat (Se artikel nedenfor). I forbindelse med ændring til vinkelfyr (Se artikel nedenfor) i 1906 blev tårnet forhøjet. I 1921 fik fyret installeret blaugasbrænder (Se artikel nedenfor) og til hjælp for fiskerierhvervet fik fyret i 1923 indlagt en hvid vinkel, der angav sejlretningen til Tunø havn.

Poul Løwenørn

(1751-1826) spiller en stor rolle i opbygningen af fyrvæsenet i Danmark. I årene 1797 til 1815 stod han for en væsentlig udbygning af det Danske fyrvæsen, baseret på en samlet plan han forfattede og fremlagde den 2. marts 1798 for 1. deputeret i Generaltoldkammeret Frederik Moltke (1754-1836).
Fyrvæsenet var ikke Poul Løwenørns hovedbeskæftigelse. Den lå i Søkort-Arkivet, som han er stifter af. Derudover beskæftigede han sig indgående med havne- og lodsproblemer

Fresnel-linsen

Fresnellinsen er opfundet af Augustin-Jean Fresnel (1788-1827) og princippet bag, er en opdeling af en linseoverflade i indbyrdes forskudte sektioner.

Betragter man et tværsnit af en linse (1) foretages en opdeling af overfladen i en række sektioner (2).
Det bagved liggende glas fjernes (3) og sektionerne rykkes ind så de har fælles grundflade (4).
De enkelte sektioners brydningstal er bibeholdt, så der sker ingen væsentlig forringelse af linsens effekt, tværtimod forbedres den i nogle henseender, og vigtigst af alt, formindskes vægten af det samlede linsesystem og muliggør derved større linsesystemer med deraf følgende forøget lysmængde.

Retningsfyr

Et fyr, der udsender en meget smal og kraftig lyskegle, der kan ses både dag og nat. Kan som et vinkelfyr tillige have grønne og røde lysvinkler. Betegnes også PEL fyr, der er en forkortelse for "Port Entry Light".

Blausgasbrænder

Blausgas er opfundet af Dr. Blau fra Augsburg i Tyskland. Gassen har den store fordel, at den kan komprimeres til væske. Den bliver dermed let at distribuere og gav, da den blev indført i 1908-10, mulighed for at indføre glødenetsbrændere og dermed væsentlig større lysstyrke på en lang række fyr.
Blausgas blev fra 1910 fremstillet på fyrvæsenets gasstation i Korsør, som omkring 1930 producerede 13.000 kg blaugas om året.